I beslutningsprocesser blev det sjældent faglighed, der var det bærende argument, og oftest blev beslutningerne truffet ud fra, hvad personalet havde lyst til eller syntes var nemt (...)
Anonym pædagog
En pædagogs fortælling
Børnene blev "skurkene"
“Jeg har i en periode stået alene som pædagog i et børnehaveteam a’ 6 personaler. To stuer med 22 børn på hver stue. To pædagogiske assistenter og en medhjælper på den ene stue, mig som pædagog med to medhjælpere på den anden stue.
Det betød, at der absolut ikke var plads til særlig meget faglighed og faglighed blev nedprioriteret. I beslutningsprocesser blev det sjældent faglighed, der var det bærende argument, og oftest blev beslutningerne truffet ud fra, hvad personalet havde lyst til eller syntes var nemt, frem for hvad der fagligt gav mening.
Personlige synsninger over faglighed
Børnesynet var generelt meget præget af lav faglighed i gruppen, hvilket havde negative konsekvenser for de børn, der havde det svært. De personlige synsninger, der var det der vægtede, resulterede nemlig i en masse skælden ud, udelukkelse af bestemte børn (som havde det meget svært under de rammer, de blev tilbudt).
Børnene blev skurkene
Børnene blev “skurkene” og ansvaret for forandring blev lagt hos børnene. Der blev sjældent reflekteret over egen praksis, så der var heller ikke grundlag for at ændre noget.
Jeg har ligeledes oplevet, at mine ufaglærte kolleger ikke har kunne efterleve mine pædagogiske forventninger. Vi havde en masse internationale børn, og derfor var der stort fokus på den sproglige udvikling.
Et eksempel: En dag gik vi skiftevis ture med en lille gruppe børn (for at vi rigtigt havde mulighed for at nå hvert enkelt barn i løbet af dagen), fordi de skulle hen til lille nærtliggende park og plukke blomster.
Jeg gav mine kolleger besked på at have stort fokus på sproget og forklarede (detaljeret/tydeligt) hvordan, de skulle gøre. Da det endelig var min tur til at komme af sted med en kollega, opdagede jeg, at de slet ikke snakkede med børnene på turen og at min kollega havde mere travlt med at snakke med mig eller lave alt muligt andet (…).”
Del din egen historie
Børns Værd arbejder derfor for høj kvalitet og høj faglighed i landets dagtilbud …
Har du selv oplevet, hvordan dårlige normeringer skaber mistrivsel for dit barn, så er du velkommen til at dele din historie med os på kontakt@boerns-vaerd.dk
Hvis du gerne vil være med til at skabe bedre rammer, trivsel og støtte vores arbejde – så kan du blive medlem her
Børnenes Kampdag
I anledning af Børnenes Kampdag den 20. november, er denne uge dedikeret til give børnene en stemme. Det gør vi ved, at mennesker tæt på børn i dagtilbud, fortæller om deres oplevelser med, hvordan kvalitet og normering hænger sammen.
Vi har spurgt vores følgere på Instagram, hvordan de personligt oplever, at den ringe normering i landets dagtilbud, rammer dem og deres børn. Det er noget af det, som vi præsenterer Jer for her.