Der er gode takter i udspillet, dog mangler den nye folkeskoleaftale at forholde sig til de store udfordringer, lærere, forældre og elever står overfor. Det mener Danmarks Lærerforenings (DLF) formand Gordon Ørskov Madsen, der kalder aftalens finansiering ”urealistisk”.
I Børns Værds deler vi DLFs bekymringer om den nye folkeskoleaftale og at den ikke tager godt nok hånd om den tungeste udfordring. Nemlig inklusion og de konkrete udfordringer det fører med sig. ”Folkeskoleaftale tager ikke livtag med skolens hovedproblemer (…). Inklusionsudfordringerne er ikke løst med de greb, der ligger i aftalen, og den enkelte skole får ikke styrket økonomien. De frustrationer, vi ser på skolerne lige nu, bliver ikke mindre af det her”. Det mener DLF-formand Gordon Ørskov Madsen, der kalder aftalens finansiering ”urealistisk”.
Regeringen og forligskredsen har tirsdag den 19. marts 2024 præsenteret en ny aftale for folkeskolen. Gode elementer er at aftalen skruer ned for styringen og giver rum til mere lokal frihed. Samtidig investerer politikerne i flere faglokaler og bøger, hvilket flere skoler dog allerede har gjort.
Der er flere gode elementer i aftalen, men vi må samtidig understrege, at der mangler løsninger på de helt store problemer, folkeskolen står overfor. Gordon påpeger, at politikerne gerne har villet lytte til skolens parter, når det har handlet om aftalens delelementer, og at forligskredsen har inddraget Sammen om Skolen-partnerskabet løbende. Men at han oplever, at forligskredsen har lukket øjnene for de udfordringer, der for alvor fylder i skolens hverdag.
”Ministeren og forligskredsen har lyttet et stykke ad vejen, og der er kommet flere gode elementer med. Prøvetrykket falder, vi skal have fornyet fagene, lærerne får mulighed for at tage en psykologfaglig overbygning, og vi får en timebank, der kan sætte en mere sikker ramme om økonomien i skolen. Det skal vi arbejde videre på. Det rykker bare ikke ved skolens hovedproblemer,” siger Gordon.
Det er gentagne besparelser i kommunerne og den stigende andel af elever, der mistrives eller har behov for specialpædagogiske tilbud, der er nogen af de helt store udfordringer, som skolerne står overfor med netop nu. Derfor mener Gordon, at de kan kalde aftalens økonomi for ”urealistisk”.
”Skolen står med stadigt flere elever, der har brug for massiv specialpædagogisk støtte. Hver gang skal pengene findes i skolens budget. Det betyder, at skolerne tvinges til at spare på de forebyggende indsatser, og små problemer får lov at vokse sig store. Det er en kæmpe udfordring, og det mangler politikerne fortsat at forholde sig til,” understreger Gordon.
I Børns Værds støtter op om DLF og formandens bekymringer – og vi må påpege, at det manglende håndtering af de største udfordringer selvfølgelig vil have konsekvenser for mange børn, deres udvikling og trivsel. Ifølge DLF nye undersøgelse sidder der allerede i dag i hver klasse 2-5 børn, som ikke får den fornødne socialpædagogiske støtte, som de har brug for (jf. Gordons udtalelse på TV2News d. 19. marts).
”Det er katastrofalt, at man politisk vælger ikke at tage fat om problemernes rod. Man tilbyder i stedet lappeløsninger, som dertil skal finansieres af skolerne selv. Vi ved fra statistikker, at børn der ikke får en god skolestart – når de fx. ikke får den nødvendige støtte på det nødvendige tidspunkt – senere kan få alvorlige problemer og kan have svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet (jf. Danmarks statistik). Det betyder, at den manglende støtte kan have store konsekvenser for resten af et barns liv”, påpeger Børns Værds forperson Nanna Kornerup Nielsen. Hun tilføjer: “Vi ved, hvad der skal til for at inklusionen lykkedes. Her kan man se de gode eksempler i fx Finland. For børnene skyld ville jeg ønske, at man fra regeringens side havde fokus på det, der virker og havde en interesse i at løse de grundlæggende problemer nu”.