Sådan lyder det fra Forældrenes Landsorganisation – FOLA. I Børns Værd vil vi gerne støtte op om den vigtige pointe, for det er helt afgørende at huske på, at når regeringen gør skoledagen kortere, så ligger der en større udgift i SFO – og klub regi.
I folkeskoleaftalen, er der ikke sat penge af til at dække den udvidede åbningstid i SFO og klub. Det er derfor en underfinansieret aftale, som man i FOLA undrer sig over, at politikerne kan stå inde for. De påpeger, at det normalt er staten der finansierer aftaler, som betyder ekstra omkostninger ude i kommunerne. Men fordi der ikke er en selvstændig lovgivning på SFO – og klubområdet, der værner om SFOer og klubber, så er der en risiko for, at man politisk kan slippe afsted med en aftale som denne.
”Det er helt grotesk, at der ikke er sat penge af til udvidet åbningstid i SFO og klub. Det viser bare, at der er alt for mange politikere, som er totalt ligeglade og måske i virkeligheden også ret uvidende om, hvor vigtig den frie tid i SFO og klub er for vores børn og unges liv,” siger Signe Nielsen, formand for FOLA, Forældrenes Landsorganisation.
Hun pointerer følgende: ” Når der ikke er en selvstændig lovgivning for et område, vil det altid stå svagt og blive klemt og glemt. Det er hele behandlingen af fritidsområdet et bevis for. Vi vil opfordre alle parter til at gå sammen om at kræve en selvstændig lovgivning for fritidsområdet, det er kun sådan, at vi kan give fritidspædagogikken den renæssance, som der er så voldsomt brug for, når vi har en mistrivselskrise der bare buldrer derudad.”
Børns Værd bakker op om FOLAs pointe om en selvstændig lovgivning på området, for vi ved, at fritidsområdet er meget vigtigt for børn og unges trivsel, og at det bør prioriteres i en tid med høj mistrivsel. Vi bør alle være opmærksomme på området, fordi det er så vigtigt for børn og unges liv – men også fordi, at man tidligere har fjernet store summer fra fritidsområdet til skoleområdet. Det var dengang i 2014, da skoledagen blev lang. Her overførte man penge fra fritid til skoletid, fordi SFOer og klubber fik kortere åbningstid. Som FOLA påpeger, var det på sin vis logisk, men det blev også afslutningen på en æra, hvor børns fritid havde politisk fokus og blev værdsat. FOLA mener, at den indeværende folkeskoleaftale har sat tykke fede streger under, at fritiden stadigvæk er dømt ude.
”Vi håber selvfølgelig, at den nye folkeskole lander fint. Men vi håber sørme også, at alle parter snart tager sig sammen og stopper med at lave underfinansierede aftaler og i stedet står sammen om at lave nogle mere helhedsorienterede aftaler. Den skævvridning hvor skole og undervisning prioriteres over alt andet, er bare ikke ok. Vi har at gøre med hele børne- og ungelivet her. Vi skylder Danmarks børn og unge superfede fritidstilbud, hvor de med afsæt i selvbestemmelse og selvtilrettelæggelse kan udvikle nogle af de vigtigste ’livs-skills’, ” siger Signe.
I Børns Værd vil vi støtte op om FOLAs videre arbejde for SFO – og klubområdet. Vi støtter op om alt arbejde, der kan være med til at forbedre rammerne for børn og unge – og forbedre betingelser for at sikre målgruppens trivsel.